Hvem er vi?
Sneglehuset - Vores daginstitution i Skærup by omgivet af de skønneste omgivelser med skov, bæk og Skærup Zoo, som vi har vores egen ”hemmelig” indgang til.
Sneglehuset er en natur-daginstitution med både vuggestue og børnehave på ca. 100 børn. For at komme til Sneglehuset drejer man fra asfaltvejen i Skærup by, og følger den lille skovvej der snor sig smukt gennem grønne træer og over bækken. Og lige der i skovkanten, høres børnelatter og fuglesang – og her finder du Sneglehuset.
Sneglehuset er et sted, hvor vi vægter nærvær og relationer – og derfor arbejder vi hver dag i små grupper. Vi er et sted, hvor der ikke kun er plads til at være – men også plads til at lege og lære. Vi er optaget af, at se barnets vej gennem barnelivet som en dannelsesproces, hvor barnet skal danne sit selv og sin identitet og tillære sig mange kompetencer, viden og værdier for at blive et helt menneske, der mestrer livet.
Sneglehuset er en institution hvor fagligheden prioriteres høj. Godt humør , venlighed og hjælpsomhed kendetegner i høj grad vores hverdag. Vi er meget optaget af vores fælles fodslaw i det pædagogiske arbejde, som vi altid forsøger at optimere og forbedre for at skabe det bedste for børnene.